• Stjal picnickurv med 12 kilo kokain - og blev stoppet efter 30 minutter

    المصدر: BDK Borsnyt / 17 نوفمبر 2024 07:24:08   America/New_York

    Det var hverken designerstole eller kontanter, som indbrudstyve gik efter, da de 7. april brød ind i en lejlighed i København. Det var i stedet en picnickurv med mindst 12 kilo kokain, som tyvene efter forudgående planlægning tog med sig omkring klokken 20.35. I en retsmødebegæring fremgår det, at to mænd sigtes for indbruddet, som skal være begået efter aftale med en navngiven tredjemand og flere ukendte personer. De to mænd, der er henholdsvis 30 og 27 år, ventes at tilstå i et retsmøde på tirsdag i Københavns Byret. De er både sigtet for indbrud og besiddelse af kokain med henblik på videreoverdragelse. Efter de havde stjålet picnickurven med kokain flygtede de fra stedet i en Peugeot Traveller, står der i sigtelsen. Der gik dog ikke mere end 30 minutter, før bilen blev stoppet af politiet på Østerbro i København. Den 27-årige blev anholdt, mens den 30-årige først blev anholdt i juli. Hvordan tyvene vidste, at kokainen var i den pågældende lejlighed, fremgår ikke af retsmødebegæringen. Den 30-årige er foruden indbruddet sigtet for røveriforsøg, da han i maj forsøgte at frarøve en person et Rolex-ur til en værdi af mindst 200.000 kroner. Ifølge sigtelsen instruerede han via WhatsApp en ukendt gerningsmand på Frederiksberg i at skulle begå røveriet med en kniv. Den 30-årige fortalte også, hvad røveren skulle sige til offeret: - Sig til ham: Prøv at hør her. Vil du dø for dit ur, fordi vi fucking spiser dig og stikker dig ned lige nu. Så tag dit ur af eller du dør. Så giver han dig uret, brormand. - I løber ind i en bil. Yallah videre. Kommer over til mig. Bror, derfra jeg giver dig 200. Hvad vil du give dem, det er op til dig selv, sagde han ifølge sigtelsen. Røveriet skete dog ikke, da den ukendte person med Rolex-uret ikke dukkede op. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/stjal-picnickurv-med-12-kilo-kokain-og-blev-stoppet-efter-30-minutter
شارك على،